Byrådsmedlem tiltalt for racisme: Islam myrder løs over alt i Europa

Fredag den 15. maj tog retten i Randers fat på en sag, der har været tre år undervejs. Et byrådsmedlem stod tiltalt for at have ytret sig racistisk i en tråd på Facebook i juni 2017.

Af Caroline Dybdal

Er der forskel på, om man skriver Islam eller nogle fra Islam i en debattråd på FaceBook? Det måtte en efterhånden ældre mand, der er byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Norddjurs Kommune, i fredags sande, at der er. Han stod tiltalt for i juni 2017 at have ytret sig racistisk på en systemkritisk side på Facebook. Den tiltalte havde ingen erindring om hændelsen og nægtede sig derfor skyldig. 

Fra Facebook til politianmeldelse

BT havde i 2017 lagt en artikel op med overskriften: ”Omar arbejder i Bilka i Kolding – for tre år siden flygtede han i en båd over Middelhavet”. Denne artikel fik mange folk til tasterne, og den blev flittigt delt på diverse facebooksider. På en af disse sider blev der debatteret i kommentarsporet.

”Islam myrder løs over alt i Europa”

Det var denne kommentar fra byrådsmedlemmet, der fik administratoren på siden til at kontakte politiet. Der skulle dog gå 1,5 år, før politiet bankede på døren hos byrådsmedlemmet

Er der forskel på Islam og nogle fra Islam?

Da sagen yderligere 1,5 år senere er kommet for retten, forklarer den tiltalte, at han var rystet, da politiet bankede på døren. Han erindrede ikke hændelsen og tjekkede derfor straks sin aktivitetslog – men kunne stadig ikke finde kommentarsporet. Derfor nægter han sig skyldig i retten og mener, at han må være blevet hacket.

De første 15 minutter af retsmødet går med, at anklageren læser den pågældende facebooktråd op. På trods af de hårde kommentarer til og fra tiltalte i tråden, forholder han sig roligt og sidder tilbagelænet i stolen med armene over kors. Stemmen er kontrolleret og rolig. Først da han tager plads i vidneskranken, og anklageren påbegynder afhøringen, krakelerer den rolige facade. Det er til spørgsmålet, om Islam er en religion på lige fod med Kristendommen, at sveden begynder at pible af byrådsmedlemmet:

”Islam er ikke en rigtig religion, nogle muslimer interesserer sig ikke engang for bogen”.

Tiltalte genfinder fatningen, da forsvareren påbegynder spørgsmålene. Forsvareren lægger vægt på intentionen bag kommentarerne. Tiltalte stemmer i, at han blot mente nogle fra Islam og naturligvis ikke hele Islam. I hans optik er Islam et politisk foretagende, mens muslimer udøver religionen. Derfor er det tydeligt for tiltalte, at han naturligvis ikke mente hele religionen, men blot islamisterne.

En heksejagt mod politikere

”Jeg er rystet over situationen. Jeg har været postmand i 28 år og har aldrig oplevet noget lignende”.

Sådan afslutter tiltalte inden domsafsigelsen. Han følger op med, at han føler sig som offer for en heksejagt mod politikere. Han underbygger den påstand med, at de andre har kaldt ham ’nazist’ og ’racist’, men der er ingen af dem, der er hevet i retten.

Efter den afsluttende bemærkning bruger dommer og domsmænd lang tid på at votere dommen. Da de kommer tilbage til retssalen, er det dog en enig domsmandsret. Bemærkningen ”Islam myrder løs over alt i Europa” giver 10 dagsbøder a 250 kr. for overskridelse af racismeparagraffen. Til grund for dommen ligger, at byrådsmedlemmet havde refereret til “Islam” i stedet for “nogle fra Islam”.

Leave a Reply