Jeg er ikke bare syg i hovedet, jeg fejler det her

Charlie er 25 år gammel. Hun har kæmpet med en psykisk diagnose siden hun var 17. En af de sværeste psykiske diagnoser man kan få. Hun har mistet troen på systemet. Et system der mangler ressourcer og midler.

Af Caroline Dybdal

Charlie læser meget og skriver mange historier.
Foto: Charlie Winther

Hverdagen for Charlie foregår på bostedet Teglhuset i Helsingør kommune. En hverdag hun ikke er særlig glad for. Hun savner nærvær, samtaler og anerkendelse.

”De kunne behandle en som et menneske og ikke bare en sygdom. Det kunne være rigtig rart”. Sådan beskriver Charlie sit forhold til personalet i Teglhuset.

Dagene er lange og fyldes op med snakke med veninderne, kaffe og smøger. Især veninderne fylder meget for Charlie. De er en støtte i en svær hverdag. Veninderne går mange ture sammen, både for at komme væk fra bostedet, men også for at udveksle erfaringer i forhold til hvad der har hjulpet i deres sygdom og med deres symptomer. De støtter hinanden gennem erfaringer, som meget få mennesker kan forstå. Erfaringer fra angst, depressive tanker og hallucinationer.

Jeg møder Charlie første gang en tirsdag i april over FaceTime. Selvom hun normalt bruger hverdagen derhjemme i Teglhuset, er det ikke, der hun befinder sig. Hun er endnu en gang indlagt på psykiatrisk afdeling på Helsingør Hospital. Et sted Charlie befinder sig alt for ofte.

Man bliver overraskende tætte som veninder i sådan et forløb, fortæller Charlie. Charlie er længst th.
Foto: Charlie Winther

Diagnosen var en lettelse

25-årige Charlie beskriver selv sin barndom og ungdom som hård. En hverdag præget af ensomhed og mobning. Hun var det lette offer, fordi hun, som hun selv beskriver, ikke havde det særlig godt. Hun fik først diagnoserne ADD og depression, men fik til sidst diagnosen paranoid skizofreni.

En af de sværeste diagnoser. Det var også en svær diagnose for Charlie at håndtere. Charlie beskriver oplevelsen af at få diagnosen:

“Da jeg blev diagnosticeret, kom der ligesom en lettelse over det, fordi nu vidste jeg, hvad der var galt med mig, og så kunne jeg fortælle folk, at det var det jeg fejlede. Jeg var ikke bare syg i hovedet”.

Førhen havde Charlie haft svært ved at tale med folk om sine problemer. Hun følte, at hun ville skuffe folk. Det resulterede i mange dystre tanker, der fyldte meget i en ung pige. Tankerne blev så dystre, at Charlie flere gange har forsøgt selvmord som en udvej.

På trods af diagnosen forsøgte Charlie fortsat at leve et ”almindeligt” liv. Hun boede ved sine forældre, flyttede sammen med kærester og tilbage til forældrene igen. For 6 måneder siden måtte hun erkende, at det ikke fungerede. Hun flyttede ind på Teglhuset. Det blev til en hverdag med flere indlæggelser, hvor hun for alvor på egen krop har kunnet mærke samarbejdet mellem Psykiatrisk afdeling og bostedet. 

Søvn som en flugt fra virkeligheden

Forventningerne til at flytte ind på bostedet Teglhuset var tårnhøje. Hun fortæller, at hun blev lovet ’guld og grønne skove’, hvilket for hende var flere samtaler og færre indlæggelser.

Dette er dog langt fra den virkelighed, Charlie befinder sig i. For Charlie er hverdagen på bostedet hård. Dagene er lange og hjælpen svær at finde. Hun oplever stress og angst, bare dørklokken ringer. Hun søger væk fra stedet ved at gå lange ture, mest for at undgå personalet. Der er en blandt personalet, som hjælper Charlie i hverdagen.

“Han får det til at føles som om, at man bor der og ikke bare er der. Han får det til at føles som et hjem. Det er utrolig svært at gøre for de andre”, fortæller hun.

Hun oplever dem som nogle ’ikke særlig søde mennesker’, der hellere skælder ud og ofte forskelsbehandler. Specielt en episode bliver fremhævet af Charlie. Det var sidste sommer, hvor hun fik at vide, at hun ikke måtte gå i shorts, på trods af at alle andre gik i shorts. Det var meget upassende, synes Charlie. Hun beskriver situationen som åndssvag. Det er utrolig svært for hende at acceptere. Det resulterer i, at hun sover meget. Både af træthed, men i lige så høj grad som en flugt fra virkeligheden.

Indlæggelserne som et frirum

Indlæggelserne er et frirum for Charlie, der ikke trives i sin hverdag. Et hårdt og krævende frirum. Men et frirum. Hun oplever, at hun lader sig indlægge mere ofte efter flytningen til Teglhuset. Men også, at hun bliver udskrevet tidligere, for ‘hun har det skidt, men de kan hjælpe derhjemme’. Dog står Charlie gentagne gange i en følelse af håbløshed. Hun oplever at blive udskrevet til et bosted, der ikke hjælper, men også et bosted der ikke har ressourcerne til at hjælpe hende. 

Hun kan oftest mærke en forbedring i sin tilstand undervejs i indlæggelsen. Denne slutter dog, når hun kommer hjem til bostedet. Her oplever hun at blive meget deprimeret over at være så brat tilbage i omgivelser, hun ikke trives i. Trætheden og depressionen vender hurtigt tilbage, når man fra den ene dag til den anden går fra indlagt til at skulle stå på egne ben i en hverdag, hvor en masse ting skal ordnes. 

Hun beskriver overgangen som hård og ville ønske, at man kunne lave en mere glidende overgang. Hun savner opfølgende samtaler med afdelingen, man var indlagt på. Det er ikke meget, blot hvordan hun har det og om hun kan klare det. Det ville gøre underværker. At føle sig som et menneske og ikke en sygdom.

Hun beskriver drømmesituationen som en glidende overgang, hvor man gradvist blev udskrevet. Først en time hjemme, så to, for til sidst at være helt udskrevet. Det ville skabe en struktur, der er manglet i et rodet sind.

Charlie er 25 år gammel. Hun har kæmpet med en psykisk diagnose siden hun var 17. En af de sværeste psykiske diagnoser man kan få. Hun har mistet troen på systemet. Et system der mangler ressourcer og midler. Et stresset system. Hun slutter vores samtale meget rammende af, med at sige:

”Hvis jeg ikke har håb for at kunne leve en nogenlunde god og normal hverdag, så er der sgu ikke noget at kæmpe for.”

Leave a Reply