Det eneste sted, hvor jeg kan sige, hvad jeg tænker

17-årige Mathilde Calmar studerer til dagligt på Århus Statsgymnasium. Men en stor del af fritiden bruges med andre politisk ligesindede i Konservativ Ungdom.

Det eneste sted, hvor jeg kan sige, hvad jeg tænker”. Sådan udtrykker 17-årige Mathilde sig om det at være medlem af Konservativ Ungdom. Konservativ Ungdom er ikke blot en politisk ungdomsorganisation bundet af traditioner, men et socialt mødested for en række unge i Århus. 

Alder er bare et tal

Til dagligt går Mathilde på Århus Statsgymnasium, hvor hun har et stort socialt netværk. For et år siden savnede hun dog nogle ligesindede at tale med:

”De fleste af mine venner er sådan relativt røde i det, så kan man komme herned og møde ligesindede, som man egentlig kan snakke med.”

Dette førte til, at hun meldte sig ind i Konservativ Ungdom. Siden da har opgaven i organisationen vokset sig fra menigt medlem til både festansvarlig og suppleant i lokalbestyrelsen. Dette er på trods af Mathildes beskedne 17 år og titlen som organisationens yngste medlem. Til spørgsmålet om, om alder har været en hindring, svarer Mathilde klart og selvsikkert:

Det er lige meget om man er 25 eller som mig 17, man har et sted, hvor man føler sig velkommen.

Traditioner og fester

I løbet af vores samtale falder snakken på traditionerne i Konservativ Ungdom. Vi sidder på den adresse, der siden 1950’erne har dannet ramme for de traditionsbundne tirsdagsmøder. Intet kan slå Mathilde ud af kurs, hverken hendes unge alder eller det at være ung i et så traditionsbundet miljø. Det er dog ikke traditionerne eller politikken, der er blevet den vigtigste faktor for Mathilde: “…det er klart festerne“, svarer Mathilde smågrinende, mens hun kigger hen på Konservativ Ungdom i Århus’ formand Sebastian Joubert. Han giver hende heldigvis ret, og mener selv at KU holder de bedste fester blandt politiske ungdomsorganisationer i Århus.

Da Mathilde for et år siden læste alle borgerlige partiprogrammer igennem, havde hun ikke forestillet sig, hvilken rolle Konservativ Ungdom ville komme til at spille i hendes liv. Nu er det ikke blot en politisk enighed, men en social prioritet:

“Jeg prioriterer KU ret meget, så hvis jeg kan se at andet clasher, så vælger jeg det fra”

Leave a Reply