Af Caroline Dybdal
Som blot 19-årig sidder Julie i dag i et klasselokale på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, men siden hun satte studenterhuen på hovedet i sommers, har tvivlen om studievalg naget hende.
Efter mange uger med fest og studentergilder sidder mange unge tilbage med en tom følelse uden at vide, hvad fremtiden skal bringe. En af dem var Julie, hun var dog i den unikke situation, at hun allerede var optaget på drømmestudiet som Journalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole med vinterstart. Derfor sad hun nu som så mange andre unge og funderede over, hvad det næste halve år skulle bruges på – om det at finde et job, var der dog ingen tvivl om hvad ønsket var.
”Jeg var egentlig arbejdsløs i et stykke tid, hvor jeg egentlig bare søgte vidt og bredt. Men fokuserede egentlig mest på jobs, der ville involvere mennesker, fordi det var et fuldstændig fremmed felt for mig.”
Fordommene blev sat til skamme
Hun fandt pludselig sig selv i en hverdag på et mindre plejehjem i Randers som hun holdte meget mere af end først forventet. Hun havde, som mange andre, fordomme om effektiviteten på et plejehjem – de kunne nok både løbe hurtigere og nå mere
Hun opdagede dog ikke kun, at folk løb hurtigt, hun fandt samtidig glæden ved at dele hverdagen med kollegaer og de ældre – samtidig med at hun fandt vigtigheden af mening i hendes fremtidige karriere. Dagligdagen på plejehjemmet gav hende ikke kun ny inspiration til journalistfaget, men satte spørgsmålet op, om hun skulle være journalist?
”Da jeg så fik prøvet kræfter med det (arbejde i plejen red.), overvejede jeg stærkt at blive sygeplejerske. Men så var jeg jo kommet ind her, så jeg gik faktisk i en periode og var lidt i krise over, hvad jeg skulle.”
Der skal være mening
Det faktum, at hun var komme ind på journalistuddannelsen endte med at få afgørende betydning for hendes valg – det er ikke en chance, man smider væk efter succesen i at komme ind.
Selvom det er svært at vælge uddannelse, gav valget mellem de to samt arbejdet på plejehjemmet et tydeligt fokuspunkt for Julie: Det bærende element i hendes karriere skulle være mening. ”Jeg tror ikke, jeg kunne være i et job, hvor jeg ikke følte, at jeg gjorde noget godt overhovedet for samfundet.”.
Heldigvis for Julie, har hun fundet drømmescenariet mellem de to uddannelser. Hun slutter vores samtale af med et smil på læben og håbefulde øjne, at sige:
”Drømmen ville være, at formidle til gode for de svage i samfundet, det er et ideal jeg har. Men altså det, tror jeg også, er ret eftertragtet, så det ved jeg ikke om er realistisk.”